Målsætning for pædagogisk praksis

I Markusskolens Fritidsordning tilstræber vi :

  • At give børnene mulighed for fri leg, og frihed til at vælge, da MFO er et fritidstilbud
  • At give børnene mulighed for at deltage i planlagte aktiviteter
  • At børnene føler sig trygge, bliver styrket i deres selvværd og bliver set og hørt.
  • At styrke børnenes sociale færdigheder
  • At samværet med børnene bygger på et kristent værdigrundlag.

Med fri leg og frihed til at vælge mener vi:

MFO er et fritidstilbud, hvor børnene som udgangspunkt selv kan vælge, hvad de vil bruge tiden til. Vi forsøger at have et bredt udvalg af ting, som kan inspirere børnene i deres leg. Vi lægger vægt på, at der er plads til både fysisk udfoldelse, stille lege, rollelege og kreativ udfoldelse.

Med planlagte aktiviteter mener vi:

Vi har en ugentlig aktivitet som planlægges, så der er noget for både drenge, piger, rolige og aktive børn på skift. Aktiviteterne kan foregå både ude og inde. Vi planlægger aktiviteterne i forhold til årets gang. Det er valgfrit at deltage i aktiviteten. 1 gang om året afholder vi emneuger (2 – 3 ugers varighed), hvor aktiviteterne målretter sig et bestemt emne. Emneugerne sluttes af med en fælles fest. I skolens ferieperioder tilstræber vi at tage på ture ud af huset.

Med tryghed og selvværd mener vi:

Det er vigtigt at barnet er trygt ved personalet og har tillid til os. Vi ønsker at hvert enkelt barn oplever at blive set og hørt. Igennem anerkendende relationer ønsker vi, at barnet oplever sig værdifuldt, at det lærer at tro på sig selv og tør sige til og fra.

Med sociale færdigheder mener vi:

At børnene udvikler evner til at vise respekt for hinanden, og kan drage omsorg for hinanden. Vi hjælper dem igennem konflikter og giver dem redskaber til selv at løse konflikter. Vi snakker ”samværsregler/spilleregler” med dem. Hvis der er nogle, der har svært ved det, forsøger vi at hjælpe ved at deltage, støtte og give ideer til nye handlemåder. Igennem bl.a. børnemøder og fælles oprydning ønsker vi at styrke børnenes medansvarlighed.

Med kristent værdigrundlag mener vi:

Vi arbejder ud fra det samme grundlag som skolen, dvs. det kristne livs- og menneske syn. Dette afspejler sig bl.a. i valget af musik, spil, film, og den måde vi taler til hinanden.

Forældresamarbejde:

Vi orienterer hjemmet om aktiviteter og andre nødvendige informationer. Vi afholder ikke forældresamtaler, men forældre er altid velkomne til at aftale en tid til et møde med pædagogerne i MFO. Ved skoleårets start informeres der om, hvem fra personalet, der er klassens kontaktperson i MFO. Hvis vi arbejder med nogle bestemte ting omkring et barn, bliver forældrene orienteret og evt. indkaldt til møde. 

Når vi har et arrangement i MFO spørger vi forældrene om hjælp efter behov, og til fastelavnsfesten er forældrene meget velkomne til at være med. Vi arrangerer forældrekaffe en gang om året.

Skole/ MFO samarbejde.

Pædagogerne i MFO deltager på skift i lærermøderne, og til tværfaglige møder i de relevante klasser. Kontaktpersonalet er jævnligt med til møder med klassens dansk og matematiklærer, hvor der udveksles relevante informationer om børnene.